Danmark er en del af EU´s indre marked – og de indre grænser er derfor som udgangspunkt åbne.
På de indre grænser – f.eks. den dansk-tyske landegrænse – må der derfor ikke være en permanent toldkontrol, og der foretages kun en stikprøvevis kontrol ind i mellem. Ellers sker kontrollen først og fremmest inde i landet – af naturlige årsager mest i grænseområdet, men i princippet kan det ske overalt i landet.
Kontrollen er mobil og som udgangspunkt baseret på efterretninger. Med andre ord: En kontrolmæssig indsats, når tolderne på baggrund af deres informationer – bl.a. fra andre myndigheder eller andre landes toldadministrationer – og risikoanalyser vurderer, at der kan være noget at gå efter.
Fokus er da også først og fremmest rettet mod noget, der udgør en risiko for borgernes sikkerhed og sundhed – f.eks. narkotika og våben.
Men grænsen er åben – meget åben. Både over landegrænsen til Tyskland, i havne rundt omkring i landet og gennem lufthavne passerer der givet hver dag ting ind i – men også ud af – landet, som tolderne ville have stoppet, hvis der havde været kontrol.
Tolderne gør hvad de kan. Men til smuglerikontrol i hele Danmark, har SKAT afsat omkring 200 medarbejdere – og det er den egentlige grund til, at mange så sjældent møder en tolder. For i princippet er kontrollen døgnbemandet – og så viser regnestykket tydeligt, at der ikke kan være ret mange på vagt ad gangen.
At grænsen skal være så åben, som den er – ja, det er en politisk prioritering.
At forestille sig en permanent, døgnbemandet og landsdækkende grænsekontrol er måske vanskeligt – og næppe heller politisk ønskværdigt ud fra de forudsætninger, der er i dag.
Men at Danmark stadig har valgt at have færre toldere til at kontrollere ved grænserne i hele landet, end Sverige har bare i Arlanda Lufthavn, er fortsat en kilde til forundring. Hos os – og ikke mindre hos vore kolleger i udlandet.