Investering i faglighed og ressourcer til SKAT er vejen til mere velfærd.

En krone til SKAT er en ti´er til velfærd!

SKATs opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler den korrekte skat og de korrekte afgifter inden for de rammer, som Folketinget sætter.

 

Stort set hver en krone, der bruges i de andre dele af den offentlige sektor, ruller derfor også gennem SKAT. Som skatter, som moms og som afgifter. Herudover opkræver SKAT told på vegne af EU. Det er SKAT, der sikrer finansieringen af udgifterne til velfærd i samfundet.

 

En meget stor andel af indtægterne kommer ind, fordi borgere og virksomheder vælger at betale det, de skal. Her spiller SKAT først og fremmest en rolle som en servicevirksomhed, der sikrer, at korrekt angivelse og betaling kan ske så nemt og effektivt som muligt.

 

Men nogle vælger – eller kommer ubevist til – at angive for få indtægter eller for høje fradrag. Og nogle vil – eller kan – ikke betale det, de skylder. Der er fortsat mange - og store - fejl i virksomhedernes regnskaber, som ikke bliver opdaget, hvis der aldrig er kontrol.

 

Hver gang der på den måde kommer en krone mindre ind til SKAT, betyder det derfor, at der mangler en krone til velfærd i andre dele af den offentlige sektor.

 

Gennem flere år har vores påstand derfor været: Hvis der blev investeret i flere ressourcer til SKAT – primært til kontrol og inddrivelse – ville der komme flere kroner i kassen til gavn for de velfærdsydelser, som politikerne har prioritet højt. Områder som uddannelse, daginstitutioner, ældrepleje, sikkerhed og gode vækstbetingelser for virksomhederne – for blot at nævne nogle.

 

Ganske vist har økonomer belært os om, at sådan hænger tingene ikke sammen – og det gør de givet heller ikke ud fra en teoretisk indgang til spørgsmålet.

 

Men vores modpåstand er: Når indsatsprojekter i SKAT viser, at et årsværk, der er anvendt til et projekt, kan give en merbetaling til de offentlige kasser, som kan ligge et sted mellem ca. 2,5 mio. kr. og ca. 12,5 mio. kr. – det viser offentliggjorte tal fra SKAT nemlig – så kan det virkelig godt betale sig med ekstra ressourcer til at kontrollere. Enhver virksomhed ville i hvert fald med kyshånd tage imod et årligt afkast på mellem 5 og 25 gange den investerede kapital.

 

Derfor lyder vores opfordring: Lad den økonomiske teori afløse af politisk sund fornuft, når der skal afsættes ressourcer til SKAT!

 

Det betaler sig, det er både retfærdigt og effektivt – og det giver flere penge til velfærd!