Hvert år er der virksomheder, som går konkurs. Nogle af dem, fordi de skylder så meget til SKAT, at der ikke er andre veje end at gå omkring skifteretten med en konkursbegæring.
Hvad gør de personer, som stod bag virksomheden, så?
Ja nogen vælger at starte virksomhed igen.
Hvis det var en personligt drevet virksomhed, som gik ned, kan det være vanskeligt at få lov til at starte op igen med en ny virksomhed. SKAT har nemlig mulighed for at nægte registrering af en ny virksomhed i den slags situationer. Den slags formaliteter forhindrer dog ikke altid de pågældende i at starte igen – men nu som uregistreret virksomhed. Og så er én ting i hvert fald sikkert – så ser SKAT aldrig penge fra den kant!
Var virksomheden derimod drevet i selskabsform, har de kreative flere muligheder. Det kan sagtens lade sig gøre at starte ny virksomhed – eventuelt ved at lade en stråmand stå som den formelle ejer af selskabet, mens den reelle ejer er den samme, som gik konkurs med den gamle virksomhed med gæld til SKAT.
Den idé er der faktisk en del, der får – så mange, at det næsten kunne blive aktuelt som en ”ny olympisk disciplin”, hvis der blev afholdt Olympiske Lege for ”plat og svindel”.
Skatter, moms og afgifter, som skulle have været betalt af virksomheden – måske for hele virksomhedens levetid – bliver parkeret i det konkursramte selskab uden midler. Mens virksomheden kører videre stort set uændret – måske endda fra den samme adresse, med de samme medarbejdere og reelt med samme ejer.
Indtil der igen er oparbejdet en gæld til SKAT, som resulterer i en ny konkurs.
Og sådan kan vi fortsætte.
SKAT gør selvfølgelig noget ved det – men vi mener, der kunne gøres meget mere, hvis der var flere til at løse opgaven…